10.5. Reguleringsordningen
Skatteministeriet (nu Finansministeriet) og centralorganisationerne har for overenskomstperioden 2021-2024 aftalt en reguleringsordning, der sammenkæder lønudviklingen i den statslige sektor med lønudviklingen i den private sektor.
Ved overenskomstforhandlingerne aftaler parterne de generelle lønreguleringer. Hertil kommer eventuelle udmøntninger fra reguleringsordningen.
Hvis den private sektor har haft en højere lønudvikling end den statslige sektor, medfører reguleringsordningen, at 80 pct. af forskellen udmøntes som generelle lønforbedringer, der tillægges de aftalte lønstigninger.
Hvis den statslige sektor derimod har haft en højere lønudvikling end den private sektor, medfører reguleringsordningen, at 80 pct. af forskellen udmøntes som en generel lønreduktion, der trækkes fra de aftalte reguleringer. Den generelle procentregulering af lønnen indeholder således både de aftalte generelle lønreguleringer og udmøntningerne fra reguleringsordningen.
Eventuelle udmøntninger i henhold til reguleringsordningen beregnes på grundlag af Danmarks Statistiks oplysninger om lønudviklingen i henholdsvis den statslige og den private sektor i 3. kvartal hvert år. Udmøntningen sker herefter normalt pr. 1. april i det følgende år.
Udmøntningen sker 1. april 2022 og 1. april 2023.