2.2. Forhandlingsberettigede organisationer

2.2.1. Tjenestemænd

I henhold til tjenestemandsloven udøves forhandlingsretten for tjenestemænd og tjenestemandspensionister gennem de 4 centralorganisationer, der er part i hovedaftalen af 1969 (hovedaftale 1969).

Disse centralorganisationer har også forhandlingsretten for personale, der er ansat på tjenestemandslignende vilkår i staten eller folkekirken, jf. afsnit 2.1.4.

Endvidere har centralorganisationerne forhandlingsretten for personalegrupper med ansættelsesvilkår svarende til statstjenestemænds i tilskudsinstitutioner mv., når en minister er part ved fastsættelsen af ansættelsesvilkårene, og de pågældende personalegrupper er tilsluttet en af centralorganisationerne.

De 4 centralorganisationer er

  • Offentligt Ansattes Organisationer (Det Statslige Område) (OAO-S)
  • CO10 - Centralorganisationen af 2010 (CO10)
  • Lærernes Centralorganisation (LC)
  • Akademikerne

Offentligt Ansattes Organisationer er en sammenlægning af Statsansattes Kartel og Det Kommunale Kartel, som fandt sted d. 21. juni 2007, jf. Fmst. cirk. 27/8 2007 om offentligt ansattes organisationer. Fra samme dato er Offentligt Ansattes Organisationer (Det Statslige Område) indtrådt i stedet for Statsansattes Kartel i hovedaftalen af 27/10 1969, jf. Bekg. 28/11 1969  mellem Ministeriet for Statens Lønnings- og Pensionsvæsen (nu Finansministeriet) og tjenestemændenes centralorganisationer og i øvrige kollektive aftaler på tjenestemandsområdet, der er indgået af eller efter bemyndigelse fra Finansministeriet.

CO10 - Centralorganisationen af 2010 er dannet ved en sammenlægning af Statstjenestemændenes Centralorganisation II (CO II) og Overenskomstansattes Centralorganisation (OC), som fandt sted den 1. januar 2010. Fra samme dato er CO10 - Centralorganisationen af 2010 indtrådt i stedet for Statstjenestemændenes Centralorganisation II i hovedaftalen af 27/10 1969, jf. Bekg 28/11 1969 mellem Ministeriet for Statens Lønnings- og Pensionsvæsen (nu Finansministeriet) og tjenestemændenes centralorganisationer og i øvrige kollektive aftaler på tjenestemandsområdet, der er indgået af eller efter bemyndigelse fra Finansministeriet, jf. Fmst. cirk. 11/5 2010.

Centralorganisationerne har dannet et fælles forhandlingsudvalg, Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU).

LC og CO10 indgår i et forhandlingsfællesskab, Stats og Kommunalt Ansattes Forhandlingsfællesskab (SKAF), der i visse sammenhænge optræder på disse to centralorganisationers vegne.

Der henvises i øvrigt til Bilag 2.3.2 (skema over organisationsstrukturen).

Tjenestemændenes centralorganisationer repræsenterer hver især en række tilsluttede organisationer. Centralorganisationerne har i henhold til TL § 49 forhandlingsretten for samtlige tjenestemænd, uanset om de er medlemmer af en organisation, der er tilsluttet en centralorganisation.

Centralorganisationerne har i en række tilfælde bemyndiget de tilsluttede organisationer til selv at forhandle.

Finansministeriet og centralorganisationerne fastlægger tjenestemændenes lønvilkår for aftaleperioden i en særlig lønjusteringsaftale, ligesom parterne indgår aftaler om en række andre ansættelsesvilkår.

2.2.2. Overenskomstansatte

Det er som hovedregel Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, der fører forhandlinger og indgår kollektive overenskomster/organisationsaftaler med de faglige organisationer.

Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) repræsenterer de overenskomstgrupper, der er optaget i Offentligt Ansattes Organisationer (Det Statslige Område) (OAO-S), CO10 - Centralorganisationen af 2010 (CO10) og Lærernes Centralorganisation (LC). Der forhandles særskilt for Akademikernes overenskomstgrupper. Overenskomstgrupperne er ikke omfattet af tjenestemændenes hovedaftale.

OAO-S er den 21. juni 2007 indtrådt i stedet for Statsansattes Kartel som part i Fmst. cirk. 27/11 1991 (hovedaftalen af 21. juni 1991) mellem Finansministeriet og Statsansattes Kartel og i kollektive overenskomster og aftaler, der er indgået af eller efter bemyndigelse fra Finansministeriet, jf. Fmst. cirk. 27/8 2007 om Offentlige Ansattes Organisationer.

CO10 er den 1. januar 2010 indtrådt i stedet for Overenskomstansattes Centralorganisation (OC) i hovedaftalen af 3. marts 1994, som senest er fornyet i 2011 jf. Fmst. cirk. 8/9 2011 mellem Finansministeriet og LC/OC, jf. Fmst. cirk. 11/5 2010.

Generelle spørgsmål om løn- og andre ansættelsesvilkår forhandles og aftales for størstedelen af de overenskomstansatte direkte mellem på den ene side CFU og Akademikerne og på den anden side Medarbejder- og Kompetencestyrelsen og indarbejdes i fællesoverenskomsterne (jf. nedenfor) eller i de overenskomster/organisationsaftaler, der i øvrigt indgås på de enkelte organisationsområder.

2.2.2.1. Fællesoverenskomster/organisationsaftaler

På OAO-S's, CO10's og LC's område er der etableret et overenskomstsystem bestående af fællesoverenskomster med tilknyttede organisationsaftaler.

LC og CO10 har i fællesskab indgået en fællesoverenskomst Skm. cirk. 30/3 2022 om fællesoverenskomst mellem Skatteministeriet og Lærernes Centralorganisation og CO10 - Centralorganisation af 2010 (LC/CO10-fællesoverenskomsten) med Skatteministeriet (nu Finansministeriet), mens der er en særskilt fællesoverenskomst med OAO-S, jf. Skm. cirk. 30/3 2022 om fællesoverenskomst mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten).

Fællesoverenskomsterne regulerer en række generelle ansættelsesvilkår, såsom lønanciennitet, løn under sygdom, afskedsprocedure, tjenestefrihed mv.

I tilknytning til fællesoverenskomsten er der med de respektive forbund/afdelinger/foreninger (eventuelt i fællesskab med den pågældende centralorganisation) indgået organisationsaftaler, der indeholder specifikke bestemmelser om løn, arbejdstid og eventuelle andre særlige vilkår, der kun omfatter den pågældende personalegruppe.

Fællesoverenskomsten og organisationsaftalen udgør således det samlede overenskomstgrundlag for den pågældende personalegruppe.

Enkelte organisationer har ikke tilsluttet sig fællesoverenskomstsystemet og har derfor fortsat en selvstændig overenskomst, som indeholder samtlige ansættelsesvilkår.

2.2.2.2. Akademikerområdet

På Akademikernes område er der indgået én overenskomst (skm.cirk. 20/12 2021 om overenskomst for akademikere i staten (akademikeroverenskomsten)), som dækker hovedparten af alle akademikere inden for Akademikernes forhandlingsområde, jf. overenskomstens bilag A.

Akademikeroverenskomsten indeholder fælles regler om løn- og ansættelsesvilkår. Regler om særlige tillæg mv. og andre institutionsbestemte og/eller organisationsspecifikke emner er optaget i bilag til overenskomsten samt i en række selvstændige protokollater.

For gymnasielærere og hovedparten af lægerne er der indgået selvstændige overenskomster.

Akademikeroverenskomsten dækker ikke de stillinger, der er omfattet af rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten , jf. afsnit 2.1.2.1.

2.2.2.3. Organisationer uden for forhandlingsfællesskaberne

For så vidt angår organisationer uden for forhandlingsfællesskaberne, fx Dansk Journalistforbund, forhandles såvel generelle som specielle spørgsmål med den enkelte overenskomstpart.

2.2.2.4. Ikke-overenskomstdækkede områder

På områder hvor der ikke er overenskomst, kan Medarbejder- og Kompetencestyrelsen optage drøftelser med en organisation med henblik på at afklare dennes eventuelle forhandlingsret.

En organisation kan anerkendes af Medarbejder- og Kompetencestyrelsen som forhandlingsberettiget, når der er tale om en personalegruppe af en vis størrelse, når organisationen har dokumenteret at repræsentere mindst halvdelen af de ansatte inden for den personalegruppe, der ønskes overenskomst for, og når området i øvrigt naturligt henhører under den pågældende faglige organisation. Det kræves yderligere, at den pågældende personalegruppe klart kan afgrænses fra andre, og at arbejdsområdet er veldefineret.

Der kan i den forbindelse henvises til Østre Landsrets dom af 30. maj 2002, hvoraf fremgår, at Finansministeriets afvisning af en organisation som forhandlingsberettiget under henvisning til, at organisationen kun repræsenterede 27 pct. af den pågældende personalegruppe, ikke kunne anses for usaglig.

2.2.2.5. Paralleloverenskomster

Finansministeriet anerkender som udgangspunkt ikke forhandlingsret for en organisation, som ønsker overenskomst på et område, der allerede er overenskomstdækket.

Spørgsmålet er behandlet i Højesterets dom af 24. januar 2002 (UfR 2002.796 H) (omtalt i afsnit 3.4.1. i Statens arbejdsretlige domme og kendelser for årene 2000 - 2002), hvor Højesteret fastslog, at Finansministeriets afvisning af at anerkende en organisations forhandlingsret, fordi området allerede var overenskomstdækket, ikke indebar en tilsidesættelse af almindelige forvaltningsretlige principper. Det var ubestridt, at den nye organisation repræsenterede majoriteten af personalegruppen, og at organisationen opfyldte væsentlige kriterier for at blive anerkendt som forhandlingsberettiget. Finansministeriets interesse i at undgå yderligere overenskomster på et allerede overenskomstdækket område, herunder for at sikre klarhed på aftaleområdet og i administrationen heraf, tillagdes imidlertid betydelig vægt. Retten lagde ligeledes vægt på, at den organisation, som overenskomsten var indgået med, fortsat repræsenterede et ikke uvæsentligt antal af den pågældende personalegruppe.

Se også Højesterets dom af 9. september 2013 (UfR 2013.3306 H). I denne sag godkendte Højesteret, at KL havde afvist at indgå en overenskomst med en organisation. Højesteret henviste til, at det omhandlede område allerede var dækket af en overenskomst, og at KL’s beslutning var begrundet i et ønske om at undgå parallelle overenskomster for at sikre klarhed og forenkle administrationen på overenskomstområdet.

2.2.2.6. Overenskomsters gyldighedsområde

De fleste større overenskomster/organisationsaftaler er landsdækkende, men nogle overenskomsters/organisationsaftalers gyldighedsområde er afgrænset geografisk eller til bestemte institutioner.

Opstår der tvivl om en overenskomsts/organisationsaftales gyldighedsområde, forelægges spørgsmålet for Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

2.2.3. Andet personale

2.2.3.1. Regulativlønnede mv.

Der findes i staten enkelte personalegrupper, hvis ansættelsesvilkår er ensidigt fastsat ved regulativ, reglement o.l. Denne ansættelsesform er anvendt, hvor betingelserne for overenskomstansættelse ikke har været til stede, fx fordi personalegruppen ikke er tilstrækkeligt klart afgrænset, eller der ikke er nogen forhandlingsberettiget organisation, der repræsenterer de pågældende.

Ændringer i eksisterende regulativer mv. eller fastsættelse af nye kan alene ske efter forelæggelse for Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

2.2.3.2. Individuel kontrakt

Endelig anvendes en individuel ansættelseskontrakt i nogle tilfælde, hvor enkeltpersoner ansættes til særlige arbejdsopgaver, der ikke er omfattet af kollektivt fastsatte regler.

Eksempler herpå kan være:

  • Ansættelse af pensionerede, jf. PAV kap. 10 og PAV kap. 15.
  • Ansættelse i stillinger, der typisk sker efter akademikeroverenskomsten, men hvor pågældende ikke opfylder de uddannelsesmæssige forudsætninger mv.
  • Hvor der ved en ny eller sjældent anvendt stillingstype ikke er fastsat generelle regler.
  • Hvor beskæftigelsen er så kortvarig eller speciel, at den ikke omfattes af generelle regler.
  • Ansættelse af direktører ved visse statsvirksomheder o.l.

Hvis den samlede løn svarer til eller overstiger lønrammelønnen for en tjenestemandsstilling i lønramme 37, skal det godkendes. Det er nærmere beskrevet i PAV kap. 1 og PAV kap. 13. En individuel kontrakt skal overholde ansættelsesbevisloven, der henvises nærmere til PAV kap. 15.

På områder, der er dækket af kollektive overenskomster og aftaler, kan individuelle ansættelseskontrakter kun anvendes, hvis overenskomstens parter på forhånd har givet deres tilslutning hertil. Parten i den individuelle ansættelseskontrakt er imidlertid personen, der skal ansættes, og ikke pågældende organisation.

Efter Lbekg. 433 22/4 2014 om forvaltningsloven kan den, der er part i en sag, dog lade sig repræsentere eller bistå af andre, og efter § 10 i Lbekg. 1002 24/8 2017 om retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer (funktionærloven) har ethvert personale - uanset størrelsen - ret til gennem sin organisation at kræve forhandling med virksomhedens ledelse om løn- og arbejdsvilkår.

2.2.3.3. Særligt om funktionærer

Funktionærloven undtager udtrykkeligt tjenestemænd i staten.

Andre statsansatte, herunder tjenestemandslignende ansatte, reglementsansatte og ansatte på individuel kontrakt, er derimod omfattet af loven, hvis de opfylder lovens betingelser.

Lovens område er i øvrigt fastlagt således, at det afgørende er, om den ansatte i den overvejende del af arbejdstiden er beskæftiget med:

  • Handels- og kontorarbejde og dermed sidestillet lagerekspedition eller
  • teknisk eller klinisk bistandsydelse, der ikke er af håndværks- eller fabriksmæssig art, eller
  • arbejdsledelse, dvs. med på arbejdsgiverens vegne at lede eller føre tilsyn med udførelsen af andres arbejde.

Det er tillige en betingelse, at den ansatte arbejder gennemsnitlig mere end 8 timer ugentlig og er undergivet arbejdsgiverens instruktioner vedrørende udførelsen af arbejdet.

Hvis den ansatte opfylder ovennævnte betingelser, er vedkommende omfattet af loven. Det er i den forbindelse uden betydning, om den pågældende tillige er omfattet af en kollektiv overenskomst, og det er underordnet, om lønudbetalingen sker månedsvis eller på anden måde.

Ful § 21, stk. 1, fastslår, at lovens bestemmelser ikke ved aftale mellem parterne kan fraviges til ugunst for funktionæren.

Loven er derimod ikke til hinder for, at der ved aftale/overenskomst tillægges funktionærer gunstigere vilkår.

Funktionærloven indeholder bl.a. regler om

  • varsler ved opsigelse
  • godtgørelse for usaglig opsigelse
  • minimalerstatning ved arbejdsgiverens/funktionærens misligholdelse
  • løn- og fraværsforhold under barsel
  • løn under sygdom
  • efterløn ved død

Ovennævnte emner er beskrevet mere udførligt i de relevante kapitler i PAV.

2.2.3.4. Funktionærlignende status

Ved overenskomst kan der tillægges en personalegruppe funktionærrettigheder, selv om de ansatte ikke efter loven er funktionærer, jf. ovenfor. Der er således i fællesoverenskomsterne tillagt månedslønnede ikke-funktionærer visse funktionærrettigheder, fx fuld løn under sygdom.