29.2.2.3. Tjenstlig afhøring
Det kan være hensigtsmæssigt og af betydning for den sagsfremstilling, der skal udfærdiges af ledelsen på tjenestestedet, at der foretages en tjenstlig afhøring. Denne skal foretages snarest muligt efter, at en formodet tjenesteforseelse er begået. I rapporten anføres forklaringer fra implicerede tjenestemænd, der på det pågældende tidspunkt må anses for muligt skyldige i en tjenesteforseelse. Eventuelle vidner bør også afgive forklaring ved den tjenstlige afhøring.
Tjenestemandsloven indeholder dog ingen pligt til at foretage en sådan tjenstlig afhøring.
De pågældendes retsstilling under en sådan tjenstlig afhøring kan ikke være svagere end den, de pågældende har på det senere tidspunkt, hvor der måtte blive afholdt tjenstligt forhør, jf. afsnit 29.2.2.15. og afsnit 29.2.2.16.