29.2.2.13. Bisidder

Under sagen kan tjenestemanden møde med bisidder, og tjenestemanden skal ved indkaldelsen til det første forhør gøres bekendt med denne ret. Ifølge TL § 21, stk. 2, kan bisidderen være en tjenestemand i vedkommende ministerium eller institution, en organisationsrepræsentant eller en advokat. I praksis er det lagt til grund, at tjenestemanden som organisationsrepræsentant kan vælge en person fra den organisation, som tjenestemanden er medlem af, uanset om denne organisation har forhandlingsretten for den pågældende stilling efter TL § 49.

Tjenestemanden kan i stedet vælge en bisidder uden for den ovenfor nævnte kreds, jf. FOB 1990.339. Vedkommende myndighed kan kun tilsidesætte tjenestemandens valg af bisidder i de tilfælde, der er nævnt i § 8, stk. 2, i Lbekg. 433 22/04 2014 af forvaltningsloven (forvaltningsloven).