7.4. Arbejdspladsvurdering (APV)

En arbejdspladsvurdering (APV) er en systematisk vurdering af arbejdsmiljøet og de belastninger, de ansatte udsættes for. Alle virksomheder skal udarbejde en skriftlig APV, jf. arbejdsmiljøloven samt bekg. 1839 14/12 2023 om arbejdets udførelse. Der skal som minimum gennemføres en APV hvert tredje år. APV'en skal dog altid revideres, hvis der sker ændringer i arbejdet eller i arbejdsmetoder og -processer, som har betydning for arbejdsmiljøet. APV'en er en af arbejdsmiljøorganisationens væsentlige opgaver og redskaber til

  • At følge og overvåge arbejdsmiljøet på en systematisk måde, så problemer opdages i tide, og der gribes ind, før de bliver alvorlige og
  • At lægge en plan for, hvordan ledelse og medarbejdere skal løse de problemer, som APV'en afdækker

Arbejdsmiljøorganisationen skal deltage i planlægning og gennemførelse af en APV. Omfang og indhold afhænger bl.a. af arbejdets art, de konkrete arbejdsmiljøforhold, institutionens størrelse, tekniske hjælpemidler samt arbejdsmetoder og -processer. APV'en omfatter såvel det fysiske som det psykiske arbejdsmiljø. Beskrivelse og vurdering af sygefraværet skal ligeledes indgå i APV'en.

Institutionerne kan selv vælge den metode, som APV skal gennemføres efter, men følgende fire elementer skal være indeholdt:

  • Afdæk virksomhedens arbejdsmiljøforhold og foretag en vurdering af eventuelle risici og arbejdsmiljøproblemer.
  • Vurder, om der er forhold i arbejdsmiljøet, der kan medvirke til det samlede sygefravær i virksomheden.
  • Hvis I vurderer, at der er risici eller problemer i jeres arbejdsmiljø, som I ikke kan løse med det samme, skal I beskrive deres art, alvor, omfang og årsager i en handlingsplan. Det skal også fremgå af handlingsplanen, hvornår og hvordan I vil løse problemerne, og hvem der har ansvaret for, at det sker.
  • Gennemfør handlingsplanen og følg op på, om løsningerne har den ønskede effekt.

Arbejdstilsynet har udgivet en række materialer og vejledninger vedrørende APV’en som kan tilgås på Arbejdstilsynets hjemmeside for arbejdspladsvurdering. Materialerne omfatter bl.a. en gennemgang af kravene til APV’en, vejledninger til gennemførelse af APV samt en række brancherettede APV tjeklister og ”arbejdsmiljøvejvisere”, der beskriver forskellige metoder til, hvordan en APV kan gennemføres, og indeholder en beskrivelse af de mest almindelige arbejdsmiljøproblemer inden for den pågældende branche.

APV'en skal være tilgængelig på arbejdspladsen for ledelsen, de ansatte og Arbejdstilsynet.