29.2.2. Behandling af individuelle tjenesteforseelser

29.2.2.1. Indberetning

En disciplinærsag indledes ved, at der i henhold til TL § 20, stk. 1, foretages en indberetning (til en eventuel overordnet myndighed) om forseelsen. Denne indberetning vil normalt indeholde en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder. Tjenestemanden bør have udleveret en kopi af selve indberetningen.

29.2.2.2. Fremstilling

Indeholder indberetningen ikke en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder, skal en sådan udarbejdes. Tjenestemanden skal have udleveret denne fremstilling og have adgang til at afgive en skriftlig udtalelse herom. I den forbindelse skal tjenestemanden dog gøres bekendt med, at han ikke har pligt til at udtale sig. Der vil således ikke være noget til hinder for, at tjenestemanden i givet fald blot skriver "læst" på en genpart af myndighedens fremstilling.

I praksis er det lagt til grund, at kritik af en tjenestemand, der fremkommer i en rapport eller tilsvarende fra en kommissionsdomstol e.l., kan sidestilles med en tjenstlig indberetning. Tjenestemanden skal i så fald gøres bekendt med den fremstilling af sagens omstændigheder, der er indeholdt i rapporten, og bør have et eksemplar af selve rapporten. Samtidig skal den pågældende gøres bekendt med sin ret til at fremsætte en skriftlig udtalelse herom.

29.2.2.3. Tjenstlig afhøring

Det kan være hensigtsmæssigt og af betydning for den sagsfremstilling, der skal udfærdiges af ledelsen på tjenestestedet, at der foretages en tjenstlig afhøring. Denne skal foretages snarest muligt efter, at en formodet tjenesteforseelse er begået. I rapporten anføres forklaringer fra implicerede tjenestemænd, der på det pågældende tidspunkt må anses for muligt skyldige i en tjenesteforseelse. Eventuelle vidner bør også afgive forklaring ved den tjenstlige afhøring.

Tjenestemandsloven indeholder dog ingen pligt til at foretage en sådan tjenstlig afhøring.

De pågældendes retsstilling under en sådan tjenstlig afhøring kan ikke være svagere end den, de pågældende har på det senere tidspunkt, hvor der måtte blive afholdt tjenstligt forhør, jf. afsnit 29.2.2.15. og afsnit 29.2.2.16.

29.2.2.4. Tjenstlig samtale

En tjenstlig afhøring må ikke forveksles med en tjenstlig samtale, der almindeligvis er en samtale mellem en ansat og dennes chef om spørgsmål af tjenstlig karakter, typisk om problemer med den ansattes udførelse af arbejdet. Der kan i forbindelse med en sådan samtale fremsættes "tjenstlige tilkendegivelser", herunder henstillinger og påmindelser mv.

En sådan samtale - herunder en eventuel tjenstlig tilkendegivelse - har ikke karakter af et disciplinært skridt i forhold til den ansatte, men det kan efter omstændighederne vise sig nødvendigt at følge op på samtalen ved at indlede disciplinærforfølgning. Endvidere må det konkret vurderes, om en tjenstlig tilkendegivelse er omfattet af forvaltningslovens afgørelsesbegreb, jf. PAV kap. 9.

29.2.2.5. Anmeldelse af lovovertrædelser/uregelmæssigheder

Lovovertrædelser begået af tjenestemænd og dermed ligestillede skal indberettes i overensstemmelse med Justitsministeriets cirk. 10/11 1938 angående anmeldelse til de strafforfølgende myndigheder af lovovertrædelser begået af tjenestemænd og dermed ligestillede.

Cirkulæret suppleres af Økonomi- og Budgetministeriets cirk. 23/8 1973 om disciplinær indskriden mod statsansatte, som i forbindelse med tjenesten har gjort sig skyldige i lovovertrædelser eller tilsidesættelse af forskrifter om tilvejebringelse af bevillingsmæssig hjemmel til afholdelse af udgifter.

I tilfælde af svig eller uregelmæssigheder mv. kan det være aktuelt at orientere Rigsrevisionen. De nærmere retningslinjer herfor fremgår af Rigsrevisionens notat til statsrevisorerne af 13. september 2006 om tidspunktet for orientering af Rigsrevisionen i tilfælde af svig og uregelmæssigheder mv. Notatet findes sammen med andre offentliggjorte notater fra Rigsrevisionen på Rigsrevisionens hjemmeside.

29.2.2.6. Suspension mv.

I forbindelse med indberetningen bør der tages stilling til, om der skal træffes midlertidige foranstaltninger. Dette kan være tilfældet, hvor fortsat tjeneste skønnes at være uforenelig med den formodede tjenesteforseelse.

De midlertidige foranstaltninger kan være suspension, midlertidig overførsel til andet arbejde, herunder midlertidig overførsel til andet tjenestested inden for ansættelsesområdet. Som samlebetegnelse for de nævnte foreløbige foranstaltninger bruges i det følgende udtrykket "suspension mv.". Nærmere bestemmelser om suspension mv. er fastsat i Skm. cirk. 5/11 2021 om suspension mv. og ulovlig udeblivelse.

Afgørelsen af, om en tjenestemand skal suspenderes mv., træffes af vedkommende minister eller den, ministeren bemyndiger hertil.

Der kan ske suspension mv. ved begrundet mistanke om et forhold, der betager den pågældende tjenestemand den tillid, som stillingen kræver, eller som i øvrigt gør det betænkeligt, at tjenestemanden vedblivende udfører sit hidtidige arbejde.

Afgørelsen beror på en konkret vurdering. Herunder kan fx indgå, om tjenestemanden mistænkes for en alvorligere forbrydelse eller en alvorligere tjenstlig forseelse, der vil kunne begrunde afskedigelse, degradation eller fx overførelse til andet arbejde. Risikoen for, at tjenestemanden i sin nuværende stilling kan fjerne bevismidler eller påvirke vidner, kan også indgå i vurderingen.

Beslutning om at iværksætte suspension mv. er en selvstændig afgørelse og derfor undergivet reglerne i forvaltningsloven om partshøring, begrundelse mv., jf. PAV kap. 9.

Foretages suspension mv., skal denne efterfølges af et tjenstligt forhør, medmindre der foretages en strafferetlig forfølgning. Om tjenstligt forhør, jf. afsnit 29.2.2.11. Suspensionen mv. skal ophæves, hvis det senere viser sig, at der ikke var grundlag herfor. Ophæves suspensionen mv. kan forhøret undlades.

I tilfælde hvor disciplinærforseelsen resulterer i afsked, kan suspensionen - og dermed suspensionslønnen - opretholdes i opsigelsesperioden, forudsat at de forhold, som i sin tid lå til grund for beslutningen om suspension, fortsat er til stede. Det gælder også, selv om arbejdsgiveren vælger ikke at benytte muligheden for at forkorte opsigelsesvarslet. Se mere om forkortet opsigelsesvarsel i PAV kap. 31.

29.2.2.7. Tjenestefritagelse

Det er i øvrigt almindeligt antaget, at en tjenestemand kan fritages for tjeneste i medfør af ledelsesretten, hvis der er saglig begrundelse herfor, og forudsat at den pågældende fortsat får udbetalt sin sædvanlige løn.

Tjenestefritagelse sker typisk i situationer, hvor det er nødvendigt, at tjenestemanden ikke er på arbejdspladsen, mens forholdet undersøges. Det væsentlige for, om en tjenestemand skal tjenestefritages, mens en sag undersøges, er, om arbejdsgiveren fortsat har tillid til den ansatte. Derudover kan det indgå i overvejelsen, om den ansattes tilstedeværelse på arbejdspladsen indebærer en gentagelsesrisiko, risiko for påvirkning af sagen, eller samarbejdsvanskeligheder. Det kan også indgå i overvejelsen om forholdet ligger i nær tidsmæssig tilknytning til undersøgelsen, eller om forholdet ligger langt tilbage i tid.

En beslutning om tjenestefritagelse kan endvidere være aktuel i tilfælde, hvor det er under overvejelse, om betingelserne for suspension er opfyldt, jf. Skm. cirk. 5/11 2021 om suspension mv. og ulovlig udeblivelse.

I dom af 6. december 2004 (ikke offentliggjort) har Østre Landsret således fastslået, at en arbejdsgiver med hjemmel i den almindelige ledelsesret kunne fritage en tjenestemand for tjeneste, mens det blev overvejet, om der var grundlag for at iværksætte disciplinærforfølgning mod den pågældende. Fra det tidspunkt, hvor arbejdsgiveren havde besluttet ikke at indlede en disciplinærsag, ville en tjenestefritagelse forudsætte, at arbejdsgiveren kunne godtgøre, at der fortsat forelå en saglig begrundelse, fx samarbejdsvanskeligheder mv. af et omfang, som medførte, at arbejdet ikke kunne genoptages.

Retten fandt ikke, at der i den konkrete sag forelå sådanne omstændigheder, hvorfor den fortsatte tjenestefritagelse fandtes uberettiget, og der tilkendtes tjenestemanden en godtgørelse.

29.2.2.8. Afgørelse uden tjenstligt forhør

I tilfælde af mindre alvorlige tjenesteforseelser kan sagen afgøres uden tjenstligt forhør. Dette er tilfældet, hvis sagen skønnes at kunne afgøres med advarsel, irettesættelse eller bøde på højst 1/25 af månedslønnen.

Det samme gælder, hvis sagen afgøres med bøde over 1/25 af månedslønnen eller med overførelse til andet arbejde, hvis tjenestemanden har afgivet en uforbeholden skriftlig tilståelse. I tilståelsen skal den pågældende have vedgået dels det faktiske handlingsforløb, dels at handlingsforløbet har indebåret en tjenesteforseelse. Endvidere kan sagen afgøres uden tjenstligt forhør, hvis forholdet er fastslået ved dom.

Hvis en tjenestemand er tildelt en disciplinærstraf uden forudgående tjenstligt forhør, kan den pågældende kræve et sådant forhør afholdt. Der er dog kun pligt til at afholde tjenstligt forhør, hvis den pågældende centralorganisation anbefaler det.

29.2.2.9. Suspensionsløn

Under suspension udbetales 2/3 af sædvanlig løn, hvilket her vil sige den samlede løn inkl. eventuelt anciennitetstillæg, der udløses i suspensionsperioden. Særlige ydelser, fx natpenge, lørdags-/søndagsgodtgørelse o.l., medregnes ikke i suspensionslønnen. Der beregnes arbejdsmarkedsbidrag, men ikke ATP-bidrag af suspensionsløn.

I relation til nye lønsystemer består sædvanlig løn i et basislønsystem af basisløn, kvalifikations- og funktionstillæg samt eventuelle personlige tillæg. Midlertidige tillæg medtages i den periode, hvori de ydes. Betaling for over-/merarbejde og rådighedstjeneste samt særlige ydelser mv. indgår ikke i suspensionslønnen. Dog indgår faste tillæg, der ydes som kompensation for over-/merarbejde, rådighedstjeneste, særlige ydelser mv.

Nedsættelse til 2/3 løn sker først med virkning fra den 1. i måneden efter, at suspensionen er iværksat, mens særlige ydelser bortfalder med virkning fra suspensionsdagen, jf. § 2, stk. 1, i Skm. cirk. 5/11 2021 om suspension mv. og ulovlig udeblivelse. Er den sædvanlige løn for den måned, der følger efter suspensionen, allerede udbetalt, kan det for meget udbetalte modregnes i førstkommende lønudbetaling eller om fornødent modregnes i feriegodtgørelse eller særlig feriegodtgørelse samt i kontant godtgørelse for særlige feriedage. Bestemmelsen i aftalens § 2, stk. 1, er ikke til hinder for, at vedkommende myndighed - hvis det skønnes rimeligt - på tjenestemandens anmodning aftaler en længere modregningsperiode, fx 3 måneder.

På sygedage, omsorgsdage eller under anden tjenestefrihed med løn, der afholdes i suspensionsperioden, ydes suspensionsløn - dvs. 2/3 løn.

Den hidtidige bestemmelse i aftalens § 3, stk. 2, hvorefter suspensionsperioden i relation til ferie og særlige feriedage betragtedes som deltidsbeskæftigelse på 2/3 af den sædvanlige beskæftigelsesgrad, er ophævet ved Skm. cirk. 5/11 2021 om suspension mv. og ulovlig udeblivelse, med virkning for suspensionsperioder der ligger den 1. september 2020 eller senere.

Indeholdelse af lønnen, når en allerede suspenderet tjenestemand anholdes eller varetægtsfængsles, er omtalt i afsnit 29.2.2.10.

29.2.2.10. Ulovlig udeblivelse

Foreligger der ulovlig udeblivelse, bortfalder tjenestemandens lønkrav, jf. § 1 i Skm. cirk. 5/11 2021 om suspension mv. og ulovlig udeblivelse. I tilfælde af anholdelse eller fængsling gælder dette, uanset om den pågældende tjenestemand på samme tidspunkt var eller blev sygemeldt.
Beslutningen om lønstandsning er en selvstændig afgørelse, der er omfattet af reglerne i forvaltningsloven, se PAV kap. 9.

I Skm. cirk. 5/11 2021 om suspension mv. og ulovlig udeblivelse findes der regler om efterbetaling af løn mv., jf. aftalens §§ 1 og 4. Efterbetaling kan blive aktuel, hvis der er foretaget lønindeholdelse i forbindelse med ulovlig udeblivelse, der har været forårsaget af anholdelse eller varetægtsfængsling. Frafaldes sigtelsen eller bliver den pågældende frifundet, skal der ske efterbetaling af den tilbageholdte løn, inkl. særlige ydelser. Hvis den pågældende tjenestemand dømmes, men frifindes for straf, skal der ikke ske efterbetaling af den tilbageholdte løn.

Selv om der sker løsladelse, kan der være grund til at foretage suspension af den pågældende, idet der fortsat kan være tale om en tjenesteforseelse. Sker sådan suspension i direkte tilslutning til løsladelsen og af samme årsag som den, der medførte anholdelsen eller varetægtsfængslingen, har tjenestemanden kun krav på efterbetaling af 2/3 løn, inkl. eventuelle særlige tillæg.

En allerede suspenderet tjenestemand, der bliver anholdt, varetægtsfængslet eller afsoner en straf, har ikke krav på løn. Den indeholdte løn skal dog efterbetales, hvis påtale opgives eller den pågældende frifindes.

29.2.2.11. Tjenstligt forhør

Kan sagen ikke afsluttes uden afholdelse af tjenstligt forhør, jf. afsnit 29.2.2.8., skal vedkommende minister eller den, der bemyndiges dertil, udpege en forhørsleder. Forhørslederen forudsættes normalt at være en embedsmand i administrationen. Hvis det efter sagens karakter skønnes påkrævet, fx hvis der er tale om meget omfattende og komplicerede sager, kan vedkommende minister dog anmode præsidenten for en af de kollegiale retter om at udpege forhørslederen.

29.2.2.12. Forhørslederens opgave

Det er forhørslederens opgave at undersøge sagen og afgive en beretning herom.

Hvis tjenestemanden udebliver fra det tjenstlige forhør, bør forhørslederen af egen drift undersøge, om der foreligger en lovlig indkaldelse til forhøret, og give de relevante oplysninger i denne forbindelse til den myndighed, der skal afgøre sanktionsspørgsmålet. Er dette ikke sket, skal vedkommende myndighed på eget initiativ undersøge spørgsmålet.

Derudover har forhørslederen vejledningspligt mv. vedrørende visse forhold, jf. afsnit 29.2.2.15. og afsnit 29.2.2.19.

Hvilken sanktion, der i givet fald skal anvendes, afgøres af ministeren eller den, der er bemyndiget dertil. Hvis ministeren mv. anmoder derom, skal forhørslederen dog afgive en indstilling om sagens afgørelse, jf. TL § 21, stk. 6.

29.2.2.13. Bisidder

Under sagen kan tjenestemanden møde med bisidder, og tjenestemanden skal ved indkaldelsen til det første forhør gøres bekendt med denne ret. Ifølge TL § 21, stk. 2, kan bisidderen være en tjenestemand i vedkommende ministerium eller institution, en organisationsrepræsentant eller en advokat. I praksis er det lagt til grund, at tjenestemanden som organisationsrepræsentant kan vælge en person fra den organisation, som tjenestemanden er medlem af, uanset om denne organisation har forhandlingsretten for den pågældende stilling efter TL § 49.

Tjenestemanden kan i stedet vælge en bisidder uden for den ovenfor nævnte kreds, jf. FOB 1990.339. Vedkommende myndighed kan kun tilsidesætte tjenestemandens valg af bisidder i de tilfælde, der er nævnt i § 8, stk. 2, i Lbekg. 433 22/04 2014 af forvaltningsloven (forvaltningsloven).

29.2.2.14. Godtgørelse af udgifter

Udgift til en bisidder, der er omfattet af den personkreds, der er nævnt i TL § 21, kan godtgøres - helt eller delvis - hvis det kan anses for rimeligt, at tjenestemanden har afholdt udgifter til bisidder. Godtgørelsen kan dog ikke overstige, hvad en beskikket forsvarer ville have fået tilkendt i en tilsvarende straffesag.

Sluttes undersøgelsen uden ikendelse af disciplinærstraf, skal udgiften godtgøres fuldt ud inden for ovennævnte grænser, jf. TL § 23.

Sluttes sagen med ikendelse af disciplinærstraf, kan vedkommende minister under hensyntagen til sagens udfald og omstændighederne i øvrigt bestemme, i hvilket omfang udgiften til bisidder skal godtgøres. Forhørslederen afgiver efter anmodning fra ansættelsesmyndigheden en udtalelse om dette spørgsmål.

Det er uden betydning for godtgørelsen af tjenestemandens udgift til bisidder efter tjenestemandslovens § 23, stk. 1, om udgiften allerede er afholdt af andre, fx tjenestemandens faglige organisation, eller om andre i øvrigt har forpligtet sig til at afholde udgiften helt eller delvist.

Udgift til en bisidder uden for den personkreds, der er nævnt i TL § 21, kan ikke godtgøres, medmindre andet følger af erstatningsretlige regler.

Hvis en tjenestemand på egen hånd har fremskaffet beviser under en disciplinærsag, godtgøres udgifterne hertil helt eller delvis, jf. TL § 23, stk. 3.

29.2.2.15. Parts- og vidneforklaring

Spørgsmål om vidneførsel og om tilvejebringelse af andre bevisligheder afgøres af forhørslederen.

Det antages, at retsstillingen for parten, dvs. den tjenestemand, som forhøret drejer sig om, er følgende:

For så vidt angår ikke-strafbare forhold, der indgår i det tjenstlige forhør, har parten vidnepligt, medmindre disciplinærsagen kan ende med alvorligere sanktioner over for den pågældende. Dette gælder efter ombudsmandens opfattelse i hvert fald, hvor der kan blive tale om disciplinær afskedigelse.

I det omfang parten herefter har vidnepligt eller vælger at udtale sig, er der sandhedspligt.

Undladelse af at afgive forklaring eller afgivelse af urigtig forklaring i strid med foranstående vil kunne behandles som en tjenesteforseelse.

Indgår der strafbare forhold i forhøret, har parten ikke vidnepligt i relation til disse forhold. Hvis parten er mistænkt for strafbare forhold, har den pågældende slet ikke vidnepligt. I sådanne tilfælde har parten heller ikke sandhedspligt, hvis vedkommende vælger at udtale sig.

Alle ansatte - både tjenestemænd og andre - har som udgangspunkt pligt til at vidne under tjenstligt forhør og har pligt til at tale sandt. En vidnefritagelsesgrund kan dog foreligge efter en analogi af § 171, stk. 2, nr. 1, i Lbekg. 250 03/04 2024 om rettens pleje (retsplejeloven). Der ydes ikke særlig godtgørelse for afgivelse af vidneforklaring.

Hvis andre end ansatte afgiver vidneforklaring under forhør, gælder samme regler om sandhedspligt.

Forklaringer kan eventuelt afgives ved byretten på det sted, hvor den pågældende bor, eller hvor tjenestemandsforhøret afholdes.

Forhørslederen har ved forhørets begyndelse pligt til at vejlede både parten og vidnerne om vidnepligts- og sandhedsspørgsmålet. Der bør i forhørsprotokollen udtrykkeligt anføres, at parten og eventuelle vidner er vejledt herom, jf. afsnit 29.2.2.12.

29.2.2.16. Offentlighed

Forhør og retsmøder, der afholdes under sagen, er normalt ikke offentlige, ligesom der ikke må ske offentliggørelse af, hvad der passerer under lukkede forhør. Det samme gælder det skriftlige materiale, der er fremskaffet under forhøret.

Forbuddet mod offentliggørelse gælder også de oplysninger, der udgør det tilgrundliggende materiale for forhøret, hvad enten disse foreligger mundtligt eller skriftligt. Forbuddet antages tillige at omfatte forhørslederens beretning herunder en eventuel indstilling om sagens afgørelse. Det høringssvar, tjenestemanden afgiver over beretningen og indstillingen, jf. TL § 21, stk. 5, er ligeledes omfattet af forbuddet.

Den involverede tjenestemand er dog berettiget til at offentliggøre de dele af indstillingen, der vedrører den pågældende selv. Hvis ansættelsesmyndigheden ønsker at offentliggøre indstillingen, kræver det den pågældende tjenestemands samtykke. Tilsvarende gælder for offentliggørelse af beretningen, idet det dog her tillige må kræves, at vedkommende centralorganisation giver sin tilslutning.

Offentliggørelsesforbuddet er dog ikke til hinder for, at ansættelsesmyndigheden efter sagens afslutning kan offentliggøre en meddelelse om undersøgelsens udfald, eventuelt med en kort begrundelse for den trufne afgørelse.

Overtrædelse af offentliggørelsesforbuddet kan straffes med bøde.

Efter anmodning fra tjenestemanden og med vedkommende centralorganisations tilslutning kan ansættelsesmyndigheden dog i ganske særlige tilfælde bestemme, at offentligheden skal have adgang til at overvære sagens behandling.

29.2.2.17. Afslutning af det tjenstlige forhør

Tjenestemanden kan også efter forhørets afslutning afgive skriftlige indlæg. Vedkommende centralorganisation skal have meddelelse om sagens stilling, hvis det må antages, at sagen slutter med overførsel til andet arbejdssted, degradation eller afsked, jf. TL § 22, stk. 1. Organisationen skal tillige have adgang til at udtale sig.

Forhørslederens beretning ledsages som nævnt af en indstilling om sagens afgørelse, hvis ansættelsesmyndigheden anmoder derom.

Det er normalt den pågældende ansættelsesmyndighed, der fastsætter en eventuel sanktion. En afgørelse om afsked kan dog kun træffes af den pågældende minister eller af den, der bemyndiges dertil.

Ved valg af eventuel sanktion skal der tages hensyn til almindelige ligheds- og proportionalitetsgrundsætninger, se herom i PAV kap. 9. Desuden er pålæg af disciplinærsanktion efter tjenestemandslovens kap. 4 eller tilsvarende regler for tjenestemandslignende ansatte undergivet reglerne i forvaltningsloven, fx vedrørende aktindsigt, partshøring, begrundelse og klagevejledning, og der henvises derfor til PAV kap. 9.

Hvis den påtænkte disciplinære sanktion er afsked, skal der foretages partshøring vedrørende såvel afskedsgrundlaget som pensionsudtalelsen fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

For så vidt angår afskedigelsesproceduren henvises til PAV kap. 31.

Når forhørslederens beretning og eventuelle indstilling modtages, skal ansættelsesmyndigheden ligeledes tage stilling til ophævelse af eventuel suspension.

29.2.2.18. Efterbetaling af indeholdt løn mv.

Afgørelsen af, om der eventuelt skal ske efterbetaling af den tredjedel af lønnen, der har været indeholdt under suspensionen, træffes samtidig med sagens afgørelse af den myndighed, der besluttede suspensionen.

Reglerne herom findes i § 4 i Skm. cirk. 5/11 2021 om suspension mv. og ulovlig udeblivelse. Der skal trækkes arbejdsmarkedsbidrag af beløb, der efterbetales.

Når der sker efterbetaling af den indeholdte tredjedel af lønnen i forbindelse med ophævelse af suspensionen, tages der konkret stilling til, i hvilket omfang der skal ske efterbetaling af særlige ydelser mv.

Afgørelse om, at der ikke - eller kun delvist - skal finde efterbetaling sted, er en selvstændig afgørelse. Afgørelsen er derfor undergivet reglerne i forvaltningsloven om partshøring, begrundelse mv. Der skal i afgørelsen henvises til de relevante bestemmelser i Skm. cirk. 5/11 2021 om suspension mv. og ulovlig udeblivelse. Der henvises i øvrigt til PAV kap. 9.

29.2.2.19. Strafbare forhold

I visse relationer kan det have betydning, at tjenesteforseelsen tillige udgør et strafbart forhold.

En tjenestemand, der er mistænkt for et strafbart forhold, kan således forlange sagen behandlet som en straffesag, jf. TL § 22, stk. 3.

Det påhviler forhørslederen at vejlede tjenestemanden herom i alle tilfælde, hvor der i sagen indgår mistanke om strafbare forhold, og det bør i forhørsprotokollen anføres, at sådan vejledning har fundet sted.

Efter tjenestemandslovens ordlyd er der intet til hinder for, at der samtidig med - eller før - en straffesag indledes et tjenstligt forhør. Eventuelt tjenstligt forhør og deraf følgende eventuel ikendelse af disciplinær sanktion bør dog normalt afvente straffesagens endelige afgørelse.

Endvidere forudsætter visse strenge sanktioner, jf. TL § 24, 3. pkt., at der skal være afholdt tjenstligt forhør, medmindre forholdet er fastslået endeligt ved dom. Denne straffedom kan vedrøre en overtrædelse af såvel straffeloven som særlovgivningen. Et bødeforlæg kan ikke erstatte en sådan straffedom, men en bødevedtagelse kan efter omstændighederne sidestilles med en dom. Hvorvidt en udenlandsk straffedom kan tillægges betydning i denne relation, må bero på en konkret vurdering.