21.11.1. Tjenesterejseforsikringen
- 21.11.1.1. Indledning
- 21.11.1.2. Geografisk område
- 21.11.1.3. Personkredsen og de omfattede rejser
- 21.11.1.4. Forsikringskort
- 21.11.1.5. Kontrol med og brug af forsikringskort
- 21.11.1.6. Anmeldelse af skader
21.11.1.1. Indledning
Tjenesterejseforsikringen er en del af statens selvforsikringsordning, jf. Skm. cirk. 18/12 2020 om tjenesterejseforsikringen. Forsikringsbetingelserne indgår som bilag 1 til cirkulæret.
For statens område er der indgået en aftale med Europæiske Rejseforsikring A/S (Europæiske) om at administrere tjenesterejseforsikringen.
Ovennævnte indebærer, at
- institutionen bærer den økonomiske risiko i skadetilfælde
- institutionen ikke skal betale præmier
- Europæiske afgør, om der foreligger erstatningspligt efter forsikringen
- Europæiske i givet fald udbetaler erstatning, betaler lægeregninger mv.
- institutionen refunderer Europæiske de udlagte beløb.
Europæiskes gebyr for at administrere ordningen betales af Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.
Institutionen har mulighed for fx at downloade skadesanmeldelse og vejledninger på Europæiskes hjemmeside.
21.11.1.2. Geografisk område
Tjenesterejseforsikringen gælder kun for rejser til udlandet – herunder Grønland og Færøerne. Forsikringen gælder ikke for rejser, der alene sker internt i Danmark, i Grønland eller på Færøerne. Rejser mellem Bornholm og det øvrige Danmark, der sker via Sverige, sidestilles med rejser, der alene sker internt i Danmark.
21.11.1.3. Personkredsen og de omfattede rejser
Statsansatte på tjenesterejse er omfattet af tjenesterejseforsikringen, jf. tjenesterejseaftalens § 51.
Statsansatte, som ikke er på tjenesterejse, samt andre rejsende kan omfattes af tjenesterejseforsikringen
- hvis de pågældende helt eller delvis rejser på statens regning, og
- institutionen vælger, at de skal være omfattet.
Institutionen må ikke tegne anden forsikring for den rejsende. Hvis den rejsende ønsker at være forsikringsdækket, må dette i givet fald ske for egen regning.
Rejser af privat karakter kan ikke omfattes af tjenesterejseforsikringen, og den rejsende må i givet fald tegne forsikring for egen regning. Dette gælder fx også på feriedage, fridage o. l., der holdes i tilslutning til en rejse, der i øvrigt er omfattet.
For statsansatte, der som led i tjenesten opholder sig i udlandet og omkommer eller kommer til skade, kan der udbetales erstatning i overensstemmelse med tekstanmærkning 107 og 108 til finanslovens § 7. Finansministeriet, jf. tjenesterejseforsikringens pkt. 6 B (særlig ulykkesforsikring).
Tjenesterejseforsikringen gælder uanset rejsens varighed.
Særligt om USA
Ved udstationering af medarbejdere til universiteter mv. i USA kan der gøre sig særlige forhold gældende, idet en række delstater og/eller institutioner stiller supplerende – og ofte meget vidtrækkende - krav til forsikringsdækningen.
Den enkelte ansættelsesmyndighed må derfor i sådanne tilfælde, før den endelige beslutning om udstationering træffes, afklare
a) om der er dokumentation for, at den amerikanske delstat/den pågældende institution stiller ekstra forsikringskrav
b) om man i så fald vil påtage sig at stå inde for de (betydelige) merudgifter, der kan blive tale om som følge af den udvidede dækning, og i bekræftende fald,
c) om man kan formå delstaten/institutionen til at acceptere en garantierklæring fra den danske ansættelsesmyndighed om dækning af eventuelle udgifter, der måtte ligge uden for den almindelige tjenesterejseforsikrings område og dermed ikke vil blive omfattet af udlægget fra Europæiske, eller
d) om man alternativt og/eller i de tilfælde, hvor delstaten/institutionen ikke vil acceptere en sådan garantierklæring, vil betale den supplerende forsikring, som tilbydes på stedet.
Det bemærkes, at der i henhold til § 4, stk. 2, i Fmst. cirk. 9/12 2005 om selvforsikring i staten mv. er hjemmel til at tegne supplerende forsikringer, i det omfang sådanne kræves i det pågældende land.
21.11.1.4. Forsikringskort
Den rejsende skal have udleveret et forsikringskort, som skal medbringes på rejsen. Der bruges kun plastkort, og disse er uden udløbsdato.
Institutionen kan kun bruge forsikringen - herunder få tilsendt forsikringskort - når den er registreret hos Europæiske via den tilmeldingsblanket, der indgår som bilag 2 til Skm. cirk. 18/12 2020 om tjenesterejseforsikringen. Se nærmere herom i cirkulærets § 5.
21.11.1.5. Kontrol med og brug af forsikringskort
Forsikringskortet tjener i forhold til tredjemand - et hospital, en læge mv. - som dokumentation for, at indehaveren af kortet er omfattet af forsikringen, og at tredjemand vil få sine udgifter dækket. Det er væsentligt, at institutionen søger at sikre sig mod, at kortet misbruges, og institutionen skal derfor fastsætte retningslinjer med henblik herpå.
Institutionens retningslinjer skal bl.a. indeholde bestemmelser om registrering af numre på modtagne og udleverede kort samt bestemmelser om, hvornår den rejsende må bruge kortet. Der henvises til § 6 i Skm. cirk. 18/12 2020 om tjenesterejseforsikringen.
21.11.1.6. Anmeldelse af skader
Om anmeldelse af skader henvises til § 7 i Skm. cirk. 18/12 2020 om tjenesterejseforsikringen.