29.2.2.14. Godtgørelse af udgifter

Udgift til en bisidder, der er omfattet af den personkreds, der er nævnt i TL § 21, kan godtgøres - helt eller delvis - hvis det kan anses for rimeligt, at tjenestemanden har afholdt udgifter til bisidder. Godtgørelsen kan dog ikke overstige, hvad en beskikket forsvarer ville have fået tilkendt i en tilsvarende straffesag.

Sluttes undersøgelsen uden ikendelse af disciplinærstraf, skal udgiften godtgøres fuldt ud inden for ovennævnte grænser, jf. TL § 23.

Sluttes sagen med ikendelse af disciplinærstraf, kan vedkommende minister under hensyntagen til sagens udfald og omstændighederne i øvrigt bestemme, i hvilket omfang udgiften til bisidder skal godtgøres. Forhørslederen afgiver efter anmodning fra ansættelsesmyndigheden en udtalelse om dette spørgsmål.

Det er uden betydning for godtgørelsen af tjenestemandens udgift til bisidder efter tjenestemandslovens § 23, stk. 1, om udgiften allerede er afholdt af andre, fx tjenestemandens faglige organisation, eller om andre i øvrigt har forpligtet sig til at afholde udgiften helt eller delvist.

Udgift til en bisidder uden for den personkreds, der er nævnt i TL § 21, kan ikke godtgøres, medmindre andet følger af erstatningsretlige regler.

Hvis en tjenestemand på egen hånd har fremskaffet beviser under en disciplinærsag, godtgøres udgifterne hertil helt eller delvis, jf. TL § 23, stk. 3.