33.5.3.2. Seniordage med lønfradrag

Ansatte, der fylder 62 år i perioden fra den 1. januar til den 30. juni, har desuden ret til at afholde 2 seniordage med lønfradrag i det kalenderår, den ansatte fylder 62 år.

Ansatte, der fylder 62 år i perioden fra den 1. juli til den 31. december, har ret til at afholde 1 seniordag med lønfradrag i det kalenderår, den ansatte fylder 62 år.

Ansatte har i de efterfølgende kalenderår efter det kalenderår, hvor de fylder 62 år, ret til at afholde 2 seniordage med lønfradrag om året.

Seniordagene skal afvikles som hele fridage.

Der beregnes lønfradrag efter de til enhver tid gældende regler om lønfradrag og lønberegning for tjenestemænd, jf. for tiden aftale af 27. august 2015 om lønfradrag og lønberegning for tjenestemænd, jf. Skm. cirk. 30/11 2021 om lønfradrag og lønberegning for tjenestemænd.

Ansættelsesmyndigheden fastsætter efter drøftelse med den ansatte, hvornår seniordagene skal afvikles. Ansættelsesmyndigheden skal så vidt muligt imødekomme den ansattes ønsker, medmindre arbejdets udførelse hindrer dette. Den ansatte skal i så god tid som muligt give besked til ansættelsesmyndigheden, såfremt den pågældende ønsker at afvikle seniordage.

Ikke-afholdte seniordage bortfalder ved kalenderårets udløb, medmindre ansættelsesmyndigheden og den ansatte aftaler dem overført til det efterfølgende kalenderår. Hvis det ikke har været muligt for den ansatte at planlægge og afvikle sine seniordage i kalenderåret, fordi ansættelsesmyndigheden har undladt at fastsætte, hvornår seniordagene skulle afvikles, overføres ikke-afholdte seniordage til det efterfølgende kalenderår.

Personer, som tiltræder ansættelse i løbet af kalenderåret, får ret til seniordage med lønfradrag efter de ovenfor beskrevne regler. Ved ansættelsesforholdets ophør, bortfalder ikke-afholdte seniordage med lønfradrag.

Ret til seniordage med lønfradrag er et supplement til de muligheder arbejdsgiveren har for at fastholde seniorer, jf. afsnit 33.2.