11.3.1. Basisløn

Et basislønsystem består af en basisløn eller et basislønforløb med flere løntrin, der aftales centralt, og en tillægsdel, der aftales lokalt. Herudover kan der være centralt aftalte tillæg i organisationsaftalen e.l.

Basislønnen kan som nævnt bestå af ét eller flere trin. I forhold til de gamle lønsystemer har et basislønforløb typisk en lavere slutløn og et afkortet anciennitetsforløb.

Nogle aftaler har flere løngrupper, dvs. særskilte basislønninger for grupper med bestemte uddannelser, funktioner e.l. Organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK) er et eksempel på en aftale med flere løngrupper. Reglerne for indplacering i de enkelte løngrupper er beskrevet i den enkelte aftale.

Nogle aftaler indeholder en geografisk betinget differentiering i basislønsatserne. For kontorfunktionærer er der fx satser for henholdsvis hovedstadsområdet og provinsen.

Basislønningerne forudsættes suppleret med en lokal tillægsdannelse. Alle medarbejdere har mulighed for at komme i betragtning til lokale løndele, men den enkelte har ingen garanti for at få tillæg.