3.2.2. Aftalers gyldighed
En indgået aftale har efter hovedaftalen kun gyldighed, når den er skriftlig og underskrevet af parterne. Den kan opsiges skriftligt med 3 måneders varsel, medmindre der er fastsat andre opsigelsesbestemmelser i aftalen. I generelle aftaler er det normalt bestemt, at de tidligst kan opsiges til aftaleperiodens udløb.
Samtidig med opsigelsen af en aftale skal der fremsendes forslag til ændring af aftalen, medmindre parterne er enige om en anden fremgangsmåde. Der kan dog forhandles om ændring af en aftale uden forudgående opsigelse, hvis parterne er enige herom.
Kan der ikke opnås enighed om fornyelse af en opsagt aftale, er det, med undtagelse af de situationer, hvor der skal fremsættes lovforslag, finansministeren, der fastlægger vilkårene på området, men efter at have indhentet en vejledende udtalelse fra Lønningsrådet, jf. TL § 47.
I det tidsrum, der måtte opstå mellem en aftales udløb efter opsigelse og fastsættelsen af nye regler efter gældende procedure, er den hidtidige aftale fortsat gældende, medmindre aftalen indeholder en udtrykkelig bestemmelse om bortfald.