9.1.8. Videregående pligt til partshøring
Forvaltningslovens § 19, stk. 1, fastlægger, hvornår en myndighed er forpligtet til at foretage partshøring. Forvaltningsloven er imidlertid en minimumslov og er ikke til hinder for, at der gennemføres partshøring i videre omfang. Forvaltningslovens § 19, stk. 1, suppleres endvidere i visse typer af sager af ulovbestemt grundsætning om partshøring, der går videre end forvaltningslovens regler.
9.1.8.1. Hvilke sager?
Det drejer sig bl.a. om sager om uansøgt afsked af disciplinære grunde, bortvisning og disciplinære sanktioner.
Det er i ombudsmandspraksis antaget, at tilsvarende gælder, hvis samarbejdsvanskeligheder mv. indgår i grundlaget for den påtænkte afsked. Vestre Landsret har imidlertid i en dom af 19. juni 2006 fastslået, at en diskretionær ændring af en ansats tjenestested og arbejdsopgaver begrundet i samarbejdsvanskeligheder ikke medfører en pligt til udvidet partshøring. Dommen er stadfæstet af Højesteret ved dom af 6. december 2007 (UfR 2008.636 H).
Den videregående pligt til partshøring gælder heller ikke for sager om uansøgt afsked udelukkende på grund af arbejdsmangel, besparelser o.l. eller sygdom.
9.1.8.2. Hvad skal der høres over?
Partshøring efter denne grundsætning omfatter ikke blot sagens faktiske omstændigheder, jf. afsnit 9.1.7.1, men også myndighedens egen vurdering af sagens bevismæssige og retlige spørgsmål.
Det må således antages, at myndigheden i almindelighed skal give den ansatte en redegørelse for grundlaget for den påtænkte afsked eller sanktion, herunder de forhold fra den ansattes side, der lægges vægt på, og myndighedens foreløbige opfattelse af sagen.
Hvis der er bevismæssige spørgsmål, skal redegørelsen også angive myndighedens bevismæssige vurderinger.
Redegørelsen skal tillige indeholde myndighedens syn på sagens retlige spørgsmål, herunder de retsregler, der tænkes anvendt, og anvendelsen af reglerne på den konkrete sag.
9.1.8.3. Høringens form
Redegørelsen bør være skriftlig.