4.2.3. Territorialt

Overenskomsterne gælder kun for ansatte med fast tjenestested i Danmark, medmindre andet udtrykkeligt fremgår af den enkelte overenskomst.

For ansatte med fast tjenestested i Danmark omfatter overenskomsterne også arbejde under tjenesterejser og udstationering i udlandet. Det gælder fx for ansatte i udenrigstjenesten med fast tjenestested i Danmark og forflyttelsespligt, når de gør tjeneste i udlandet, og ansatte på universiteter og andre forskningsinstitutioner, der som led i deres ansættelse opholder sig i udlandet.

Hvis der ikke er et fast tjenestested i Danmark, og arbejdet udelukkende foregår i udlandet, er den ansatte derimod ikke omfattet, selv om ansættelsesmyndigheden har domicil i Danmark.

Færøerne og Grønland betragtes i denne henseende som udland. Enkelte overenskomster omfatter dog efter deres ordlyd Færøerne, fx akademikeroverenskomsten og organisationsaftalen med HK/Stat for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere. Andre overenskomster omfatter ikke direkte Færøerne, men finder tilsvarende anvendelse.

For statens ansatte i Grønland er der indgået særskilte overenskomster.