2.2.3.2. Individuel kontrakt

Endelig anvendes en individuel ansættelseskontrakt i nogle tilfælde, hvor enkeltpersoner ansættes til særlige arbejdsopgaver, der ikke er omfattet af kollektivt fastsatte regler.

Eksempler herpå kan være:

  • Ansættelse af pensionerede, jf. PAV kap. 10 og PAV kap. 15.
  • Ansættelse i stillinger, der typisk sker efter akademikeroverenskomsten, men hvor pågældende ikke opfylder de uddannelsesmæssige forudsætninger mv.
  • Hvor der ved en ny eller sjældent anvendt stillingstype ikke er fastsat generelle regler.
  • Hvor beskæftigelsen er så kortvarig eller speciel, at den ikke omfattes af generelle regler.
  • Ansættelse af direktører ved visse statsvirksomheder o.l.

Hvis den samlede løn svarer til eller overstiger lønrammelønnen for en tjenestemandsstilling i lønramme 37, skal det godkendes. Det er nærmere beskrevet i PAV kap. 1 og PAV kap. 13. En individuel kontrakt skal overholde ansættelsesbevisloven, der henvises nærmere til PAV kap. 15.

På områder, der er dækket af kollektive overenskomster og aftaler, kan individuelle ansættelseskontrakter kun anvendes, hvis overenskomstens parter på forhånd har givet deres tilslutning hertil. Parten i den individuelle ansættelseskontrakt er imidlertid personen, der skal ansættes, og ikke pågældende organisation.

Efter Lbekg. 433 22/4 2014 om forvaltningsloven kan den, der er part i en sag, dog lade sig repræsentere eller bistå af andre, og efter § 10 i Lbekg. 1002 24/8 2017 om retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer (funktionærloven) har ethvert personale - uanset størrelsen - ret til gennem sin organisation at kræve forhandling med virksomhedens ledelse om løn- og arbejdsvilkår.