2.1.1. Indledning

Hovedparten af personalet i staten mv. er ansat som tjenestemænd eller i henhold til en kollektiv overenskomst.

Herudover findes der personale ansat på tjenestemandslignende vilkår. Betegnelsen anvendes om en række ansættelsesformer, der er karakteriseret ved, at lønnen er fastsat i overensstemmelse med tjenestemændenes lønsystem, og som derudover i større eller mindre grad indeholder elementer fra tjenestemandsområdet.

Endelig er der enkelte grupper, der aflønnes i henhold til reglementer, regulativer o.l., samt et mindre antal ansatte, der er ansat i henhold til individuelle kontrakter.

Som det fremgår af Finansministeriets Budgetvejledning 2021, fastsættes reglerne om anvendelse af ansættelsesformer af finansministeren.

Fmst. cirk. 11/12 2000 om anvendelse af tjenestemandsansættelse i staten og folkekirken (ansættelsesformcirkulæret), som ændret ved Fmst. cirk. 17/6 2009, opregner udtømmende, i hvilket omfang ansættelse kan ske som tjenestemandherunder i hvilket omfang ansættelse af personer uden dansk indfødsret kan ske på vilkår svarende til tjenestemænd, jf. § 58 c i Lbekg. 511 18/05/2017 om tjenestemænd (tjenestemandsloven).

Der kan ikke ske ansættelse på tjenestemandsvilkår på selvejende institutioner, uanset om disse i øvrigt følger de løn- og ansættelsesvilkår, der er fastsat eller aftalt af Finansministeriet. Der kan dog i lovgivningen være fastsat regler om bevarelse af ret til tjenestemandsansættelse i forbindelse med overførsel af opgaver og personale til selvejende institutioner, som fra staten modtager tilskud til driften.

Opstår der tvivl om anvendelsen af ansættelsesformcirkulæret, forelægges spørgsmålet for Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

Ansættelsesformcirkulæret indebærer, at der i en lang række tilfælde ikke kan anvendes tjenestemandsansættelse.

I disse tilfælde sker ansættelse på overenskomstvilkår, hvis arbejdet er omfattet af en overenskomst.

Er arbejdet dækket af andre generelle forskrifter om løn- og ansættelsesvilkår (regulativer mv.), anvendes disse.

Er arbejdet ikke dækket af overenskomst eller regulativ mv., fastlægges løn- og ansættelsesvilkår ved individuel kontrakt, jf. PAV kap. 15.